Opdateret kl. 10:23
Efter at et hotel i den kinesiske by Quanzhou lørdag kollapsede, er ti personer omkommet i ruinerne. Redningsfolk søger fortsat efter omkring 20 personer under murbrokkerne.
Det oplyser de kinesiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters søndag formiddag dansk tid.
Det kollapsede hotel blev brugt til at holde personer med coronavirus - eller formodede smittede - i karantæne. Det skriver myndighederne i byen Quanzhou i Fujian-provinsen.
I alt 70 personer blev fanget i ruinerne, da bygningen styrtede sammen. Det oplyste det lokale bystyre lørdag aften dansk tid. Heraf er 49 personer blevet reddet ud, skriver nyhedsbureauet Reuters.
En video, der er lagt på nettet, viser orangeklædte redningsarbejdere, der gennemsøger stedet.
100 redningsarbejdere på stedet
Ifølge nyhedsbureauet dpa arbejder mere end 100 redningsarbejdere på stedet.
Andre optagelser viser, hvordan hotellet på blot få sekunder styrtede til jorden. Hotellets facade er smuldret, mens bygningens stålramme er blotlagt.
Myndighederne i Quanzhou melder, at ambulancer, gravemaskiner og kraner blev hastet til stedet.
Det fremgår ikke, hvor stort hotellet var. Men ifølge det kinesiske medie South China Morning Post var der tale om et hotel på fem etager.
Det statslige medie Folkets Dagblad skriver, at hotellet var åbnet i juni 2018 og havde 80 værelser.
Det er ikke umiddelbart klart, hvorfor hotellet styrtede sammen. Kollapset skete klokken 19.30 lørdag lokal tid.
Fujian-provinsen har 296 bekræftede tilfælde af coronavirus. Knap 11.000 mennesker er under observation, fordi de har været i tæt kontakt med en eller flere smittede.
Quanzhou, der ligger i det sydøstlige Kina, har omkring otte millioner indbyggere.
/ritzau/