65.000 amerikanske fly burde have været stoppet længe før de forlod landingsbanen med kabinen fuld af passagerer. Flyenes vedligeholdelse er nemlig yderst mangelfuld viser en undersøgelse, lavet af USA Today.
Avisen har ved hjælp af aktindsigt fundet ud af, at flyselskabernes vedligeholdelse af de mange fly er yderst mangelfuld. Bladet konkluderer på den baggrund, at 65.000 afgange i løbet af de sidste seks år, burde have været aflyst.
"Mange reparationer er ikke udført korrekt, og alt for mange fly letter i uforsvarlig stand," siger flyinspektør John Goglia, der har en fortid som flymekaniker og medlem af det amerikanske National Transportation Safety Board.
Mange af de amerikanske flyselskaber har udliciteret vedligeholdelsen af flyene. Og John Goglia vurderer, at 70 procent af udliciteringerne er gået til firmaer, som hverken har kompetencer eller teknologi til at udføre det vigtige arbejde.
"At vi ikke har haft flystyrt, er ikke nogen dokumentation for, at arbejdet udføres korrekt. Hvad skal der til, før der stilles spørgsmål til kvaliteten - et styrt eller to," spørger Robert Gless, direktør i underafdelingen for luftfart i Transport Workers Union of America.