Ligene af mindst 62 civile er blevet fundet i et sunni-kvarter i den syriske by Banias.
Det fortæller Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi har identificeret 62 borgere ved hjælp af enten deres navne, billeder eller videoer. Blandt dem er 14 børn, siger observatoriet, der har hovedkvarter i London.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder tilføjer, at dødstallet kan stige.
Selvom borgerkrigen i Syrien udvikler sig mere blodigt dag for dag, er den amerikanske præsident Barack Obame afvisende over for at indsætte amerikanske landtropper i borgerkrigen i Syrien.
Det sagde Obama under sit besøg i Costa Rica fredag, hvor han mødtes med præsidenter fra flere mellemamerikanske lande.
- Jeg forudser ikke et scenarie med amerikanske støvler (landtropper, red.) på syrisk jord, sagde han.
Der har de seneste dage været spekulationer om, hvorvidt USA overvejede en militær indgriben, efter at det tirsdag kom frem, at USA har beviser for, at der er brugt kemiske våben i borgerkrigen.
Det er dog uklart, om det er oprørsbevægelserne eller militæret, der står bag.
- Hvis det viser sig, at USA har beviser for, at kemiske våben er blevet brugt i Syrien, så vil USA ændre holdning til konflikten, advarede Obama.
/ritzau/AFP