Politiet i Nordjylland har fængslet en 38-årig mand, der sigtes for at have slået en 61-årig invalidepensionist ihjel i landsbyen Bælum i Nordjylland.
Den 61-årig mand blev fundet død den 5. oktober under så mystiske omstændigheder, at politiets teknikere i flere dage har arbejdet intenst på at undersøge hans lejlighed for eventuelle spor, der kan være med til at afdække dødsårsagen, skriver nordjyske.dk.
Nordjyllands Politi er meget sparsom med oplysninger i sagen, der indtil videre er mørklagt.
Politiet oplyser dog, at man tre dage efter dødsfaldet anholdt en 38-årig mand, som sigtes for vold med døden til følge. Den 38-årige er fængslet frem til 27. oktober.
Nu afventer politiet det endelige obduktionsresultat af afdøde fra retsmedicinsk institut i Århus for at kunne fastslå den præcise dødsårsag.