En 61-årig mand fra Mors er tirsdag blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel for at have voldtaget en mandlig kollega efter en julefrokost.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Overgrebet fandt sted i december 2023. Efter julefrokosten på en institution på Mors skulle den forurettede - en 34-årig mand - og en anden kollega overnatte hjemme hos den 61-årige. Det var her, overgrebet skete.
Mens den 34-årige var beruset og sov, trak hans kollega bukserne af ham og suttede på hans lem.
Retten i Holstebro har fundet den 61-årige skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Han udnyttede, at manden ikke kunne gøre modstand, har retten lagt til grund.
Anklager i sagen Iben Ernst Bøttker er tilfreds med udfaldet. Det siger hun i pressemeddelelsen.
- Det kan være rigtig grænseoverskridende at anmelde sig voldtaget, måske særligt for en mand. Men dommen i dag viser tydeligt, at man hverken som mand eller kvinde skal acceptere overgreb.
- Jeg er tilfreds med, at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand og idømt den tiltalte en længere, ubetinget fængselsstraf, siger senioranklageren.
Den 61-årige nægter sig skyldig. Han har bedt om at få 14 dages betænkningstid til at overveje, om han vil anke dommen.
/ritzau/