Den sønderjyske betonelement-fabrik Contiga Tinglev har fået en bøde på 245.000 kr., efter en af virksomhedens ansatte sidste år døde i en arbejdsulykke. Det skriver jv.dk. Det var en 58-årig lagermedarbejder, som mistede livet efter et fald fra en stige.
Bøden bliver givet, da sikkerheden ifølge Arbejdstilsynet ikke var i orden og arbejdsmiljøloven dermed er overtrådt.
Sagen skulle have været for retten i Sønderborg, men Contiga Tinglev har accepteret bøden og retssagen er dermed aflyst.
Administrerende direktør hos Contiga Tinglev A/S, Karsten Rewitz, siger dog til jv.dk, at han ikke mener, virksomheden har gjort noget galt. Men hans vurdering var, at han ville tabe sagen.
- I sådanne sager står du som arbejdsgiver dårligt, for det er umuligt at få medhold i sådan en sag, siger han til jv.dk og uddyber:
- Medarbejderen og hans kollega havde modtaget undervisning i brug af stigen samt anvisning i brugen af det udstyr, der anvendes. Men vi afkrævede ikke skriftligt dokumentation for modtaget undervisning dengang, og derfor ville vi i retten ikke kunne bevise, at arbejdet blev udført forsvarligt, forklarer Karsten Rewitz til jv.dk.
Blandt de største bøder
Bøden til Contiga Tinglev er blandt de højeste, der nogenside er givet i Danmark. Avisen.dk gennemgik tidligere på året 1.627 bødeforlæg fra Arbejdstilsynet og landets politikredse fra 2013 til 2016.
Læs meget mere om den kortlægning her.
Den højeste bøde var på 310.000 kr. Den fik industrivirksomheden Glud & Marstrand efter en ulykke i 2013. Den næsthøjeste var på 230.000 kr.
Det er ikke sikkert, at bøden til Contiga Tinglev er den næststørste, for der kan været givet andre bøder i løbet i 2017, som ikke indgår i opgørelsen. Men det ligger fast, at en bøde på 245.000 kr. er blandt de allerstørste, der er givet i Danmark.