I den nys overståede påskeferie har rigtig mange danskere haft tid til at slappe af og hænge lidt ud på Facebook.
Men mange har nok slappet for meget af, for 50.000 danskere er blevet taget ved næsen af en mængde omfattende reklamekampagner i påsken, skriver Computerworld.
De mange brugere har trykket 'like' på en række links, som skulle føre videre til videoer med så lovende titler som "Big Brother Amanda i bad", "Paradise Hotel 2012 - Julian Styrter på Skiferie" og "X-Factor deltager falder ned fra scenen!"
Dermed har brugerne samtidig delt linksene, som leder videre til andre reklamefinansierede websider og altså ikke indeholder nogle spændende videoklip, og på den måde tjener bagmændene penge.
Jo flere der besøger reklame-websiderne, jo flere penge tjener hjemmesiderne nemlig til deres ejere.
Denne type vildledning kaldes 'likejacking-kampagner' og har kun til formål at flytte brugeren over på andre hjemmesider. Der er ingen risiko ved at besøge disse hjemmesider, men fremgangsmåden beskrives som en ny slags spam.
Kilde: Computerworld