Farvel til de små skoler og goddag til en folkeskole, hvor der er elever nok til tre klasser på hvert klassetrin.
Det er den overordnede anbefaling fra Skolens Rejsehold, som er udpeget af regeringen, skriver Kristeligt Dagblad.
Cirka to tredjedele af Danmarks cirka 1500 folkeskoler er således fremover for små og skal enten lægges sammen med andre eller lukkes.
"Målet er at få det samlede antal skoler ned på 1000. Det er en stor udfordring at få alle med, men vi anbefaler et samarbejde mellem staten og Kommunernes Landsforening om at nå ned på et passende antal," siger rejseholdets formand Jørgen Søndergaard til avisen.
En mulig konsekvens kan blive, at forældre i udkantsområderne vil vende folkeskolen ryggen til fordel for de frie skoler, vurderer Peter Allerup, som er professor i statistik ved DPU Århus Universitet. Han savner savner belæg for antagelsen om, at elever lærer mere på store skoler end små.
Det samme gør formand for Skole og Samfund, Benedikte Ask Skotte.
"Der er ingen dokumentation for, at små skoler skulle være dårligere til at lære børnene. Hvis man flytter på landet og ønsker at sit barn skal gå på en lille skole, så ser vi jo også at forældrene gør oprør mod lukningerne, og at der i to ud af tre tilfælde opstår en friskole," siger hun til Newspaq.
Hun mener, at der vil blive konsekvenser og problemstillinger omkring rejseholdets udmelding.
"Det er et spørgsmål om, at demokratiet bliver undergravet - der bliver færre muligheder for at have indflydelser på skolerne for skolebestyrelserne. Det er ikke kun en ensidig diskussion."
Ifølge rejseholdet kan ændringerne gennemføres i løbet af fem år.