500 håndværkere står i kø til job på Femern

Selvom der stadig er tre år til første spadestik er hundredevis af ledige klar til at tage job på arbejdet med Femern-forbindelsen.
Her ses en animeret fremstilling af, hvordan indgangen til den næsten 18 kilometer lange tunnel kommer til at se ud.
Her ses en animeret fremstilling af, hvordan indgangen til den næsten 18 kilometer lange tunnel kommer til at se ud. Femern A/S

Siden det stod klart, at den faste forbindelse mellem Lolland og Femern bliver en realitet, har forventninger i området været i top.

Især ser man frem til de mange tusinde arbejdspladser, som kommer til den ellers hårdtplagede region.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Allerede nu har 482 håndværkere skrevet sig op hos 3F Midtlolland til et job på tunnelarbejdet, hvor det første spadestik tages i sommeren 2015.

"Der er stor interesse her tre år før byggeriet for alvor begynder," konstaterer lokalformand Jørgen Erik Kozak Nielsen.

En opringning og vi leverer

De mange håndværkere har skrevet sig op på hjemmesiden jobfemern.dk, som er lavet af 3F.

Her kan man skrive nogle linjer om sig selv, og udfylde hvilken stilling man mener at kunne bestride på det enorme byggeprojekt.

"Vi har forsøgt at gøre det så enkelt som muligt. Med ganske få tryk kan man komme ind og skrive sig op," forklarer lokalformanden.

Han understreger, at allerede i dag formidler 3F kontakt mellem håndværksmestre og entreprenører og ledige.

"Det sker allerede på nærmest daglig basis. Men det er selvfølgelig ikke vedrørende job på Femern-tunnelen endnu. Det må komme senere," siger Jørgen Erik Kozak Nielsen.

Professor roser den lange venteliste

Ifølge professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet er den lange venteliste udtryk for, at ledige håndværkere i det lollandske område kun ser ringe udsigter til job frem mod 2015.

"Her ser man så en mulighed for at få noget mere langvarig - et mere stabilt job. Jo, der er stadig tre år til, men til den tid vil et job på Femern-forbindelsen have flere års varighed for mange," siger han.

Samtidig roser han de håndværkere, som har valgt at skrive sig op.

"Man må regne med, at mange af de arbejdsopgaver, som kommer på tunnelbyggeriet, bliver ret specialiseret. Derfor er det godt allerede nu at finde ud af, om man har de kvalifikationer, der skal til. Hvis man ikke har det, så er der jo tid til at dygtiggøre sig," siger Bo Sandemann Rasmussen.

I perioden 2015 til 2021 vil byggeriet af verdenshistoriens længste kombinerede sænketunnel til bil og tog skabe omkring 5.000 arbejdspladser årligt på dansk grund.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.