En 46-årig mand slog kæresten ihjel i går og har allerede tilstået drabet over for politiet.
Mordet fandt sted i Egebæk Havekoloni i Odense, hvor kvinden blev slået og sparket i ansigtet.
Manden befandt sig i aftes på en kro i Odense, hvor han ved 19-tiden bad personalet om at tilkalde politiet, som kom og anholdt ham.
En læge erklærede kort efter kvinden for død.
"Hun er formentlig dræbt som følge af stump vold med slag og spark i ansigtet. Om der er brugt våben eller om det er med hænderne, kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt," siger efterforskningsleder i Fyns Politi, Jack Liedecke, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Indtil videre offentliggør politiet ikke motivet til drabet.
"Vores gerningsmand har erkendt, at han har forvoldt kvindens død. Og han vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør," siger Jack Liedecke.