En 50-årig mand er død af sine kvæstelser efter en voldsepisode tidligere på dagen på Christen Kolds Allé på Amager.
Ifølge Ekstra Bladet var manden en tilsynsværge, som skulle besøge en psykisk syg mand på adressen, da han blev angrebet med kniv. Dette er dog ikke noget, som politiet hverken vil be- eller afkræfte.
"Ud fra de vidneforklaringer vi har, så opstår der noget slagsmål, hvor den afdøde bliver overfaldet og sparket - og han bliver indbragt til hospitalet, hvor han senere bliver erklæret for død," siger efterforskningsleder Kenneth Vesth til Newspaq.
Overfaldet skete omkring klokken 15 i eftermiddags, og politiet anholdte kort efter en 21-årig mand for drabet.
"Vi er nu i gang med de tekniske undersøgelser og vidneafhøringer af naboer. Senere skal vi have afhørt den 21-årige unge mand," siger Kenneth Vesth.