Det kostede i nat 49 mennesker livet, da et amerikansk indenrigsfly styrtede ned i et hus i byen Buffalo i delstaten New York kl. 22.20 lokal tid (4.20 dansk tid). Byen ligger tæt på grænsen til Canada.
Ifølge New York Times omkom alle flyets 44 passagerer og fire besætningsmedlemmer, foruden en beboer i huset. Det bringer dødstallet op på 49.
Flyet var på vej fra Newark i New Jersey til Buffalo i New York og styrtede ned få kilometer fra lufthavnen i Buffalo. Flyet havde store mængder brændstof ombord, så styrtet medførte voldsomme brande.
Flyet var af typen Dash 8 Q 400, som er kendt i Danmark for at have voldt SAS så mange problemer, at de til sidst besluttede at indstille flyvningerne. Inden beslutningen fandt der nødlandinger sted i Aalborg og Københavns lufthavn.