Regeringen lader endnu engang danskerne hæve deres egne pensionspenge før tid for at få gang i forbruget.
I år har danskerne nydt godt af SP-pengene, og til næste år kan vi så skattefrit hæve de såkaldte selvpensioneringskonti. Det besluttede regeringen og Dansk Folkeparti som en del af finanslovsaftalen.
Dermed er godt 4,5 milliarder kroner på vej ud til danskerne.
Selvpensioneringskonto-ordningen er en form for individuel pensionsordning, som blev indført i 1960'erne. Siden 1998 har det ikke længere været muligt at oprette selvpensioneringskonti.
Regeringen regner med, at danskerne i stor stil vil trække pengene ud til forbrug, så de vil øge husholdningskontoerne med op til fire milliarder kroner i 2010.
Cheføkonom i Nordea, Helge Pedersen, er dog noget mere forbeholden.
"Folk har selv valgt at lave de her pensionsordningskonti. Risikoen er derfor, at pengene bare bliver sat over på en anden pensionsordning. Det så man med SP-pengene, hvor der ikke har været nogen synderlig kraftig vækst i privatforbruget," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det er langt fra alle danskere, der har en selvpensionskonto - ikke mindst fordi ordningen blev afskaffet for mange år siden.
Indtil 1987 var selvpensioneringskonti en meget populær opsparingsform, da indskuddene på op til 2.000 kr. årligt kunne trækkes fra i skat.
Ifølge Finansministeriet har 370.000 personer indeståender på selvpensioneringskonti, og det gennemsnitlige indestående er ca. 11.900 kr.