Det endte helt galt, da en 35-årig kvinde og hendes 41-årige samlever kom i et voldsomt skænderi.
Den 35-årige kvinde blev i morges fundet livløs efter slagsmål i et rækkehus på Valkendrupsgyden i Odense.
Nu sigtes den 41-årige mand for manddrab og ikke for vold med døden til følge. Det skriver Fyens.dk, der har en reporter tilstede under grundlovsforhøret i Retten i Odense.
Det stemmer overens med den foreløbige formodning Fyns Politi har af hændelsesforløbet.
"Der har formentlig været et slagsmål i huset og så er kvinden blevet kvalt," siger vicepolitikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politi til Newspaq.
Grundlovsforhøret startede klokken 16. Her fik den 41-årige læst sigtelsen op, herefter trak han sig tilbage med sin advokat for at drøfte sigtelsen, skriver Fyens.dk.
En lægeambulance nåede frem til rækkehuset og kunne konstatere, at kvinden var død. Det var angiveligt manden selv, der ringede.
Kilde: Fyens.dk.