I dag starter sommerferien for mange danske familier, og udsigten til en kold og regnfuld sommer herhjemme lokker mange sydpå.
Det fortæller salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling.
- Vi ligger i øjeblikket og kan sælge mellem 1.000 og 1.500 rejser om dagen. Det er 35 procent over sidste års salg, siger han til Newspaq.
Og det er især de fugtige prognoser fra DMI, der har sendt salget i vejret.
Igen i år er det de traditionelle europæiske rejsemål, der trækker.
- Der, hvor vi vil se flest danskere, det er helt klart Tyrkiet, Mallorca og Kreta, siger Stig Elling til Newspaq.
Her kan vi nemlig let og billigt få stillet vores behov for sol, sandstrand og afstressning.
Der er dog også et par overraskelser blandt danskernes foretrukne rejsemål.
- Tunesien er kommet tilbage efter det arabiske forår, og Egypten er faktisk også på vej tilbage, fortæller salgsdirektøren.
Lande tæt på Europa er nemlig billigere end dem i EU, og det tager ikke meget længere at flyve dertil.