4.000 nye job.
Det kan blive den positive konsekvens af de mange nye investeringer, som kommunerne er på vej med.
Kommunerne har fået lov til at låne 4,3 milliarder kroner ekstra til nye anlægsprojekter såsom byggeri af daginstitutioner, skoler, ældreboliger, idrætsanlæg og veje.
Og de penge giver håb for beskæftigelsen, skriver Børsen.
Det er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der vurderer, at ekstra investeringer for omkring fire milliarder kroner vil skabe ca. 4000 job til især håndværkere og underleverandører i byggeriet.
Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, vurderer, at det lover godt for væksten i år.
"Nu ser de offentlige investeringer ud til at få lidt mere fart på, så i det hele taget ser væksten ud til at få bedre kår. Skattelettelser og lave renter sørger lige nu for, at også tallene for forbrugertilliden og boligmarkedet peger opad," siger han.
89 af landets 98 kommuner har søgt om at låne penge til nye anlægsaktiviteter i år. De har alle fået positivt tilsagn.