En 40-årig mand er nu indlagt efter et knivstikkeri i morges.
Manden blev i nat stukket ned af en 34-årig mand - de to mænd er naboer og bor i det samme hus i Møldrup nord for Viborg.
Den 34-årige ringede selv til politiet og sagde, at de skulle komme med det samme, og at naboen havde begået et strafbart forhold, og derfor mente, at politiet skulle komme og hente ham. Hvad han præcist mente med 'strafbart forhold', vil politiet ikke komme nærmere ind på.
"Han truede med at skære halsen over på ham, såfremt vi ikke kom og hentede ham," siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Kjeld Nedergaard, til Newspaq.
Da politiet ankom til huset, havde den 34-årige allerede stukket manden flere gange på kroppen. Offeret er nu på hospitalet og er uden for livsfare.
Den 34-årige blev i dag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør i retten i Viborg. Han er nu fængslet indtil 12. januar.