Hun vågnede, da hun hang ud af vinduet. Hendes ekskæreste holdt hende ud over kanten, og efter et mislykket forsøg på at overtale ham til at komme til fornuft, slap han den hjælpeløse kvinde, som røg tre etager ned og landede på fortovet.
En 40-årig kok af fransk afstamning er for kort tid siden blevet kendt skyldig i forsøg på manddrab på sin ekskæreste i retten i Lyngby, skriver eb.dk. Manden er blevet idømt seks års fængsel, men undgik udvisning efter endt afsoning.
Den uhyggelige episode fandt sted for knap et år siden på Godthåbsvej på Frederiksberg, hvor den 40-årige brød ind i den 27-årige ekskærestes lejlighed. Her bankede han hende med et vandrør, hvorefter han kastede hende ud af vinduet - fra 3. sal. Hendes krop blev smadret til ukendelighed og hun mistede samtlige tænder ved faldet.
Kvinden selv kan kun huske brudstykker af hele episoden.
"Vi var gået fra hinanden længe før. Jeg havde fortalt ham, at jeg havde fundet en ny kæreste. Det havde han det rigtig skidt med og opsøgte mig hele tiden, lød det fra den spinkle kvinde, som græd og nærmest rystede fra vidnestolen, fordi hun stadig er så påvirket af sagen," fortalte hun i retten i mandags, hvor hun stadig bar krykker, som følge af overfaldet.
"Jeg kan huske, at jeg forsøgte at værge for mig, da han kom ind i lejligheden. Så gik jeg ud. Det næste jeg kan huske er, at jeg hænger med hele overkroppen ud af vinduet," forklarede kvinden.
Manden sprang selv ud af vinduet lige efter. Han har under hele retssagen nægtet sig skyldig i forsøg på manddrab og sagt, at han intet kan huske fra aftenen.
Han er blevet mentalundsersøgt, men er fundet egnet til straf.