Knap hver 10. medlem af 3F er nu uden job. I juli måtte yderligere 600 3F'ere stille sig op i ledighedskøen.
Det bekymrer forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. Han mener, regeringen skal sætte gang i flere infrastruktur-projekter.
"Regeringen bør spekulere i, hvad man kan sætte i gang, der kan være til gavn for beskæftigelsen, erhvervslivet, infrastrukturen og miljøet," siger han til Newspaq.
Helt konkret bør regeringen tage initiativ til at gøre private pensionskasser interesseret i at skyde penge i nye letbaner, veje, tunneller og broer.
"Regeringen skal garantere, at pensionskasserne får en fornuftig forrentning af deres kapital. Så tror jeg godt, at der kunne udvikles mange flere projekter til gavn for beskæftigelsen," siger Poul Erik Skov Christensen.
Finanstilsynet forlanger, at pensionskasserne skal gå efter investeringer, der giver en fornuftig forrentning, og derfor er en statsgaranti nødvendig, siger 3F-formanden, der også er formand for PensionDanmark.
"Det er ikke sikkert, at den garanti bliver udnyttet, for det skulle gerne være fornuftige projekter, der bliver investeret i f.eks. en havnetunnel i København eller en letbane-udbygning omkring hovedstaden," siger Poul Erik Skov Christensen.
Nye tal viser, at ledigheden blandt faglærte og ufaglærte i 3F er steget for anden måned i træk og nu er oppe på 9,5 procent. Tæller man 3F'ere i aktivering med, stiger ledighedsprocenten til 13,5.
Især de 50 til 59-årige er ramt af den stigende ledighed.
"De ældre er længere tid i ledighed, når de bliver afskediget. Mens de unge finder en uddannelse eller omstiller sig, er de ældre måske på vej på efterløn og står mere fast, når de bliver ledige," siger økonom i 3F, Henrik Skovsted Iversen.
Værst ser det ud for 3F'ere i industrien. Her er ledigheden steget fra 8,2 procent i maj til 8,9 procent i juli. Også i det offentlige mister mange 3F'ere i disse måneder jobbet.
"Det skyldes besparelser i kommunerne, der rammer kantinedamer og rengøringspersonale," siger Henrik Skovsted Iversen.
Det er dog stadig 3F'ere i byggeriet, der har den største risiko for ledighed. Her er 13,6 procent uden job.