Sommerens anklager mod Metro-byggeriets italienske leverandør Trevi Group Foundation fører nu til et forlig med fagforbundet 3F.
Italienerne betaler foreløbig 350.000 kroner til fagforeningen for manglende overenskomster i en periode, skriver Berlingske.
Det er manglende pension, løn og feriepenge til ansatte i Trevi Group og i flere af italienernes selskaber, der udløste et krav fra 3F på i alt syv millioner kroner.
Og sagerne, der kører i det fagretlige system, er endnu ikke afsluttet, fortæller faglig sekretær Michael de Gier fra 3F.
- Hele problemet er, at i modsætning til det første metro-byggeri har Trevi et hav af forskellige underleverandører og vikarer, ikke bare fra Italien, men også fra eksempelvis Portugal, og de har alle sammen problemer med at forstå og efterleve de danske overenskomster, siger han til Berlingske.
Arbejsretten behandler i øjeblikket fire sager, mens en enkelt sag om uretmæssig fyring af en dansk ansat ligger hos Afskedigelsesnævnet.
Dansk Byggeri fører sagerne på vegne af Trevi Group. Kommunikationskonsulent Erling Olsen tager den italienske leverandør i forsvar:
- Det er ikke vores indtryk, at Trevi bevidst har forsøgt at omgå reglerne i overenskomsterne. Der har været nogle begyndervanskeligheder, men der bliver selvfølgelig rettet ind, når der er noget at komme efter, siger han til Berlingske.
Kilde: Berlingske