Den for tiden meget omtalte 3F-formand Poul Erik Skov Christensen har modtaget flere anonyme trusler - heriblandt et telefonopkald og en mail med billeder af ham, hans familie og hans bolig.
- Jeg har i dag modtaget en mail af billeder med min datter, min svigersøn, mit barnebarn og mig selv med kors på samt et billede af vort hus. Dette er efterhånden ved at udvikle sig fuldstændig grotesk, skriver 3F-formanden på sin Facebook-profil.
Han fortæller desuden, at han onsdag aften har modtaget et anonymt telefonopkald, hvor en fyr, der kaldte sig Morten, rådede ham til at få et nyt telefonnummer.
"Det er Morten, jeg vil råde dig til at få dig et nyt telefonnummer. Mig: Hvorfor? Anonym: Det finder du ud af. Samtale afbrudt," skriver Poul Erik Skov Christensen.
Truslerne er onsdag aften ved 21-tiden blevet anmeldt til politiet gennem 3F-formandens advokat, bekræfter Nordsjællands Politi over for Ritzau. Sagen bliver nu efterforsket.
- Vi har anmeldt det til politiet, fordi vi ser det som en temmelig alvorlig udløber af det, der er sket indtil nu.
- Vi opfatter det som meget alvorligt, at der kommer henvendelser af den karakter, siger advokat Christian Riewe, der ikke vil sige mere om sagen, før han har talt med Poul Erik Skov Christensen.
3F-formanden fylder for tiden meget i det danske mediebillede som en del af konflikten mellem Restaurant Vejlegården og 3F.
Også konfliktens anden part, Vejlegårdens ejer Amin Skov Badrbeigi, har modtaget trusler. Således fik restaurantejeren for godt en uge siden en skarp patron i postkassen. Med patronen fik han et brev med ordlyden:
"Vi har kæmpet for det vi har og vil kæmpe med næb og klør for at beskytte det mod en skruebrækker som dig. Du skal dø og brænde op i helvede din satans yngel. Med Venlig Hilsen HD."
Konflikten mellem fagforeningen 3F og Vejlegården bunder i, at Amin Skov Badrbeigi har valgt at opsige aftalen med den traditionelle fagbevægelse og i stedet indgå aftaler med Kristelig Fagforening, som er en såkaldt gul fagforening.