Faglige forhandlinger foregår i et virvar af pres fra forskellige sider.
Derfor er der i princippet ikke noget usædvanligt i, at finansminister Bjarne Corydon (S) som talsmand for staten, der er medejer af SAS, forsøgte at påvirke de kabineansatte til at sige ja til lønnedgang og længere arbejdstider.
Sådan lyder det fra formanden for Danmarks største fagforbund 3F, Poul Erik Skov Christensen.
- Hvis jeg selv stod og var forhandler af en overenskomst, så ville jeg reflektere i forhold til det, der var mit forhandlingsbagland, siger han til Newspaq.
Bente Sorgenfrey, der er formand for hovedorganisationen FTF, fortæller i dag til Politiken.dk, at hun sagde til de kabineansattes nytiltrådte formand (CAU), Helge Thuesen, at han ikke skule svare på Corydons sms.
- Jeg var meget hidsig på ham (Corydon, red.), fordi han begyndte at blande sig i det her. Det var i forvejen nogle meget svære forhandlinger, og der skal man altså tænke sig godt om, siger Bente Sorgenfrey.
Hun får opbakning fra Enhedslisten, som finder det helt utilstedeligt, at finansministeren har blandet sig i igangværende overenskomstforhandlinger.
Bjarne Corydon kan dog trøste sig med, at hans chef, statsminister Helle Thorning-Schmidt, støtter ham og beskriver den famøse sms, som det helt rigtige at gøre.