Efter et par måneder, hvor stigningen i ledigheden tog en pause, har den igen taget fart. I hvert fald i 3F.
Således steg ledigheden blandt 3F'erne med 1.100 fuldtidsledige i september i forhold til august., oplyser forbundet på sin hjemmeside.
Et af de steder, det står værst til, er i 3F Frederiksværk-Frederikssund. Her var godt 17 procent af medlemmerne i uge 38 berørt af ledighed. Det var 3F-rekord i den uge.
"Selvfølgelig mærker vi det. Vores a-kasse har meget travlt med samtaler og dagpengeberegninger," siger formanden for afdelingen, Aino Reffs.
Morten Kaspersen, leder af 3F's a-kasse, mener, at regeringen gør for lidt for at afbøde krisen på arbejdsmarkedet.
"Regeringens strategi er at krydse fingre for, at der sker noget af sig selv automatisk," siger han og efterlyser mere fokus på uddannelse og jobrotation.
I september var 3F's ledighed 10,1 procent svarende til knap 26.000 fuldtidsledige korrigeret for sæson.