Tusindvis af gravide kvinder i det jordskælvshærgede Haiti bliver nu tvunget til at føde i det fri.
Kun få hospitaler står tilbage, og de få resterende hospitaler har fyldt sengene med de hårdest kvæstede patienter.
Derfor advarer FN nu om, at 37.000 vordende mødre i området kan komme i alvorlig sundhedsfare, fordi de mangler adgang til lægebehandling og ikke kan føde under sterile forhold på hospitalerne.
"At føde under sådan nogle omstændigheder kan være dødbringende, hvis der er komplikationer ved fødslen, blødninger eller pludseligt højt blodtryk. Det er stærkt nødvendigt med basale hygiejneartikler som sterile servietter og sæbe. Det glemmer man ofte ved de her katastrofer," skriver FN i en udtalelse.
Derfor opfordrer FN's verdenssundhedsorganisation WHO til en bedre koordinering af nødhjælpen.