37 bulgarere blev taget som gidsler, da en 33-årig mand tirsdag eftermiddag kaprede en bus og tvang chaufføren til at holde ind på en tankstation nær byen Lovech, der ligger 125 km øst for hovedstaden Sofia.
"Manden truede buschaufføren med en pistol cirka en time efter, at de havde forladt Sofia klokken 13 i eftermiddag. Han påstod også, der var en bombe plantet i bussens bagagerum," siger en talsmand for politiet ifølge Reuters.
Manden kræver, at politiet skal medbringe den mand, som kapreren påstod er skyld i en bilulykke sidste år. Ulykken skulle have resulteret i hans kærestes abort.
Ingen af de 37 personer ombord skulle ifølge politichefen for det lokale politi være kommet til skade.