En 37-årig køkkenchef er i øjeblikket for retten i England. Manden er tiltalt for mordet på den 18-årige teenagemodel Sally Anne Bowman tilbage i september 2005.
Drabet trak dengang - og nu - overskrifter i alle landets aviser på grund af dets bestialske karakter. Den 18-årige blev fundet nøgen, voldtaget, skambidt af mennesketænder og gennemskåret med kniv på kryds og tværs.
Sally blev dræbt i indkørslen til sit eget hjem ganske kort tid efter, hun i en sen nattetime var blevet sat af af kæresten.
Den 37-årige mand, der er anklaget for drabet, nægter sig skyldig. Men det bliver en svær opgave for forsvaret at overbevise nævningene om hans uskyld. DNA-spor kæder ham nemlig uløseligt sammen med den dræbte pige. I dag kom det så frem, at den 37-årige erkender, at have haft sex med den 18-årige og bidt hende - men først efter hun var død og mens hun lå i en pøl af blod.
- Han siger, at det var en anden, der dræbte hende. Det er,
forbløffende nok, hans forsvar. Af indtil flere grunde må man vist
sige, at det er et forsvar født ud af desperation end af realiteter,
lød det på dagens retsmøde fra anklageren.
Ifølge britiske medier har det længe været forventet, at den 37-årige ville tilstå drabet, og derfor kom det som en overraskelse, at han nu vedkender at have haft sex med hende, men afviser at have haft nogen del i hendes død.
På tidspunktet for drabet var den 37-årige i øvrigt kraftigt påvirket af både stoffer og alkohol.
Retssagen mod den 37-årige fortsætter de kommende dage.