Uvejret, der i går aftes især plagede Jylland, og siden kom til øerne og Sjælland, har inkluderet intet mindre end 36.000 lynnedslag.
Det vurderer TV2 Vejret.
Lynnedslagene førte flere brande med sig og skabte travlhed hos Falck.
Gårde, sommerhuse og lagerbygninger er blevet ramt, men ingen mennesker er kommet noget til ved brandene, som lynene forårsagede.
I Sønderjylland var der skybrud. Det betød, at der faldt 30 millimeter regn på en time, og det kunne mærkes.
"Folk måtte holde ind til siden på grund af det kraftige regnvejr," fortæller vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi ifølge dr.dk.
Ifølge politiken.dk har Falck i 27 tilfælde slukket brande, og 12 steder har Falck været ude til vandskader.