En 36-årig svensker skal snart for retten tiltalt for et tocifret antal sexovergreb på damecykler i Östersund. Det skriver den svenske avis Östersunds-Posten.
Politiet blev første gang opmærksomme på sagen, da det i foråret 2006 nærmest væltede ind med anmeldelser fra kvinder, der havde fundet deres cykler med opsprættede dæk og sædpletter på sadlen.
Overgrebene fortsatte et års tid og ofte var det de samme kvinder det gik ud over.
Først da en kvinde fra køkkenvinduet så manden gnubbe sine ædlere dele mod en sadel, kom der hul på sagen. Med et signalement havde politiet pludselig noget konkret at gå efter, og ikke længe efter blev den 36-årige anholdt.
Den 36-årige nægtede i første omgang alt, men en DNA-test af manden afslørede hurtigt, at det var hans sæd, der var blevet fundet på cyklerne. Derefter erkendte manden alt.
- Jeg blev meget ophidset, når jeg nærmede mig damecyklerne og snusede til
håndtagene, har manden ifølge Östersunds-Posten forklaret til politiet.