Knivdrabet på en 41-årig makedonsk mand i februar sidste år udløser nu 35 års fængsel til en far og hans to sønner.
Den makedonske pengeudlåner blev skudt, sparket, slået, stukket og fik skåret halsen over efter et slagsmål med de tre mænd på bygmestervej i Københavns nordvestkvarter.
Østre Landsret fastsatte i dag straffen til henholdsvis 14 års fængsel, 13 år og otte år.
Det oplyser Landsdommer Michael Lerche til Newspaq.
Den 46-årige far, Mahija Osmani, fik et års strafrabat ved landsretten i forhold til dommen fra Retten på Frederiksberg tilbage i april.
Det samme gjorde den ældste søn, 22-årige Lavdrim, mens 19-årige Flamurs straf på otte år er uændret.
"Retten lagde vægt på, at drabet blev udført af tre personer i forening og med stor voldsomhed og brutalitet. Forurettede blev skudt, sparket, stukket og slået, således at han foruden skudlæsioner pådrog sig stiklæsioner i hovedet. I alt havde han over 100 læsioner," siger Michael Lerche til Newspaq.
De tre mænd var efterlyst efter drabet, som de flygtede fra i en taxa, mens offeret lå og forblødte på fortovet på Bygmestervej.
Drabet på den 41-årige makedoner var planlagt. Og retten lagde vægt på, at faren var den hovedansvarlige, mens de to sønner har været underlagt deres fars indflydelse.
Faren blev desuden dømt for at have overtrådt våbenloven.