Den 14. maj i år mødte en mand op på en adresse i København for at mødes med en 13-årig pige. At dømme ud fra en chat-korrespondance mellem ham og pigen, havde han i tankerne at have sex med den mindreårige.
Sådan lyder sigtelsen fra politiet mod en 35-årig mand fra Århus-egnen, som politiet anholdt i formiddags på Sjælland, hvor manden arbejder.
Ifølge politiet mødte manden op på adressen i København efter, at have chattet med den 13-årige pige ved navn May på hjemmesiden www.arto.dk.
Pigen viste sig imidlertid at være undercover journalist på Ekstra Bladet, og hun sendte udskrifter af chat-korrespondancen mellem hende og århusianeren til politiet, som herefter anholdt manden.
- Anholdelsen sker oven på beskrivelserne i korrespondancen, og fordi manden mødte op på adressen i København, siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Børge Fransen.
Ifølge ham foregik anholdelsen uden dramatik:
- Den forløb stille og roligt.
Ransagede bopæl
Politiet undersøger nu mandens computerudstyr, som blev konfiskeret under en ransagning af hans bopæl i Århus Kommune og et opholdssted på Sjælland, som manden bruger i forbindelse med sit arbejde.
Anholdelsen af den 35-årige mand kommer oven på tre andre sager, hvor mænd på henholdsvis 72, 53 og 43 år også er afsløret i at ville seksuelt udnytte, hvad de troede, var en mindreårig pige.
Ekstra Bladet har tidligere fortalt, at bladet vil afsløre i alt fire mænd, og den 35-årige er derfor den sidste i rækken af afsløringerne.
Manden nægter sig skyldig.