En bornholmsk mand på 33 år omkom natten til søndag i en ildebrand i en ejendom på Bornholm i nat.
"Det var en forholdsvis voldsom brand med meget flamme- og røgudvikling," siger politikommissær Peter Jørgensen fra Bornholms Politi til Newspaq.
Den tragiske hændelse fandt sted midt om natten. Her modtog Bornholms Politi klokken 04.45 en anmeldelse fra en forbipasserende om brand i en lille etageejendom med fire lejligheder i Kirkegade i Allinge.
"Da brandvæsenet trænger ind på brandstedet, finder de på første sal en livløs person. Det viser sig at være en 33-årig lokal mand, som bor i ejendommen, og han bliver efterfølgende erklæret død," siger Peter Jørgensen.
Bornholms politi har ikke klarlagt brandårsagen endnu, da kriminalteknisk afdeling først kommer mandag og fastslår årsagen.
"Branden er givetvis opstået i den indebrændtes lejlighed. Vi ved, at beboeren ryger, men om det er årsagen ved vi ikke endnu," oplyser politikommissæren.
De andre beboere kommer ud i god behold. Den voldsomme ildebrand har både forårsaget røgskader på bygningen samt nabobygningen.