Byggearbejdere, chauffører, fabriksarbejdere og mange andre lønmodtagere blev i langt mindre omfang sendt på AMU-kursus sidste år.
Nye tal fra Ministeriet for Børn og Undervisning viser, at antallet af kurser faldt fra 1.042.000 forrige til 716.000 sidste år.
Til Fagbladet 3F forklarer formanden for AMU-forstanderne Lars Bo Breddam, at nedskæringer og krise er hovedårsagerne til faldet.
"Virksomhederne er fokuserede på højst mulig produktivitet med færrest mulige ansatte og ikke uddannelse. Samtidig er der blevet skåret hårdt på AMU, og det mærker vi nu. Der er brug for flere penge til AMU og mere efteruddannelse," siger han til Fagbladet 3F.
Forbundssekretær Per Christensen fra 3F er chokeret over de mange færre kurser.
"Vi er på niveau med 2008. Det er en ren katastrofe, at vi er dernede igen. Det er en konsekvens af den tidligere regerings brutale besparelser på AMU," siger Per Christensen til Fagbladet 3F.
Især bygge-, transport- og industri-områderne er hårdt ramt. Men også laboranter, mejerister, køkkenpersonale, bagere, pædagoger og andre bliver i mindre omfang sendt på kursus.
Inge Steen Mikkelsen, chefkonsulent i Dansk Industri, erkender at faldet er stort, men niveauet var til gengæld også højt i 2010.
"Så faldet i sig selv er ikke så foruroligende. Jeg tror, vi har ramt et mere normalt niveau i 2011," siger hun til Fagbladet 3F.
Se tallene her