Hovedpine, mavepine, eller overvældende træthed kan være nogle af de mange symptomer flere hundredetusinde danskere går rundt med uden at vide, hvad de fejler.
300.000 danskere er nemlig syge, uden deres sygdomme kan diagnosticeres fysisk. Halvdelen har det så skidt, at de ikke kan passe et arbejde. Det skriver Jyllands-Posten.
"Disse mennesker har det virkelig dårligt, og det er helt forkert at tale om hysteri eller indbildt sygdom. De fylder utroligt meget i sundhedssystemet, fordi de bliver henvist fra specialist til specialist i én uendelighed", siger professor og overlæge Per Fink fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik på Århus Universitetshospital.
Men nu skal 10.000 personers lidelser kortlægges i håb om at finde frem til nogle svar.
Der er afsat 10 millioner kroner til undersøgelsen, der skal foretages hos Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed ved Glostrup Hospital.
Kilde: Jp.dk