300 arbejdspladser er på vej til Vejen Kommune i Sydjylland.
Danish Crown er meget tæt på endelig at beslutte sig for at placere et kreaturslagteri i Holsted by i Vejen kommune.
Det vil i følge virksomheden skabe 300 nye job.
Vejens borgmester Egon Fræhr (V) glæder mig over, at Vejen er kommet igennem Danish Crowns nåleøje.
"Danish Crowns valg kan få andre virksomheder til at se, at vi stiller gode betingelser til rådighed for virksomheder. Desuden får nogle tættere på arbejde, mens andre måske vil flytte til," siger Egon Fræhr til Newspaq.
Danish Crown træffer den endelige beslutning om det nye kreaturslagteri i løbet af foråret 2012.
Anne Willemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown, mener dog ikke, at Holsted og Vejen Kommune skal frygte for, at projektet ikke bliver til noget.
"Når man har brugt mange millioner, mange måneder og mange menneskers arbejde på at undersøge mulighederne for placeringen så skal der meget til, før det ikke bliver til noget," siger hun til Newspaq.
Investeringen vil koste Danish Crown omkring 500 millioner kroner.