Mindst 29 børn blev dræbt, da en kombineret vuggestue og børnehave sent i aftes dansk tid brændte ned i det nordlige Mexico.
Blandt de dræbte er børn helt ned til seks måneder. Det meddeler BBC.
Ifølge mexicanske medier er branden efter alt at dømme opstået hos naboen, der er et dæklager. Derefter har flammerne spredt sig til børnehaven.
Det menes, at giftig røg fra dæklageret står bag mange af dødsfaldene, da de fleste af de omkomne børn er døde af røgforgiftning.
Myndighederne er endnu ikke færdige med at lede efter omkomne i brandtomten, men vil senere undersøge, hvad der gjorde, at branden udviklede sig til en katastrofe.
Nogle børn er indlagt med brandsår og til observation for røgforgiftning.
Det menes, at 176 børn opholdt sig i bygningen, da branden opstod.