Færgen fra København til Swinoujscie kommer ikke til at mangle passagerer de næste mange år, skriver Fagbladet 3F.
De næste otte år kan Danmark se frem til besøg af op mod 28.000 ekstra østarbejdere, hvis man ser på fremskrivningen fra Danmarks Statistik og de senere års indvandring.
De østeuropæiske arbejdere bliver oftere underbetalt og udsat for farligt arbejde. Og det presser løn og arbejdsvilkår for hele det danske arbejdsmarked.
- Vi vil få en hårdere konkurrence mellem danske og udenlandske arbejdere, som mange arbejdsgivere forstår at udnytte, siger professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.
De næste otte år vil godt 37.000 vestlige indvandrere slå sig ned i Danmark, lyder den nyeste fremskrivning fra Danmarks Statistik. Og tre ud af fire kommer fra Østeuropa.
- Det vil øge presset på 3F'ernes løn, fordi arbejdsgiverne kan true med at skifte 3F'erne ud med de østarbejdere, der kommer flere af i fremtiden, forklarer Henning Jørgensen.
Mindstelønnen i Polen er 2.800 kroner om måneden. Det er en tiendedel af lønnen for en dansk bygningsarbejder.