En 28-årig mand faldt natten til lørdag ned i en trappeskakt i Esbjerg og blev alvorligt kvæstet.
Ifølge politiet er der udelukkende grund til at antage, at der er tale om en ulykke. Selv om der var mange mennesker, har politiet lørdag efterlyst vidner til faldet.
- Vi ved simpelthen ikke, hvad der er sket. Der har ikke rigtigt været nogle, som har kunnet fortælle os, hvad der er sket, siger vagtchef Ole Aamann fra Syd og Sønderjyllands Politi.
Flere vidner har dog i løbet af lørdagen henvendt sig til politiet, oplyser vagtchefen. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvor meget de kan gøre politiet klogere på ulykken, da vidnerne endnu ikke er afhørt.
Ulykken skete natten til lørdag, hvor manden faldt ned i en trappeskakt i baggården til restauranten Industrien.
Han blev med det samme kørt til Odense Universitetshospital, hvor han blev behandlet for alvorlige kvæstelser. Politiet har lørdag omkring klokken 18 ikke nyt om mandens tilstand.
/ritzau/