Et par OB-fans ville stille og rolig varme op til dagens kamp mod AaB med et par øl på en pub midt i Aalborg.
Men de fik ikke lov til at nyde de gyldne dråber i fred. Pludselig angriber 30 til 40 AaB-tilhængere, der blandt andet kaster med flasker.
Det sker to gange, og begge gange er politiet tilstede, der anholder 26 af de lokale fans.
"Det er svært at sige, hvad der mere sker lige her og nu, udover at vi har anholdt dem," siger vagthavende ved Nordjyllands politi Frank Liltorp.
En enkelt er efterfølgende kommet på hospitalet, fordi han er blevet ramt af en politistav i hovedet.
Superligakampen bliver sparket i gang klokken 17, og politiet er klar, hvis der skulle ske flere optøjer.