Den nye efterlønsaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale gør efterlønnen til en dårlig forretning for omkring 250.000 lønmodtagere.
Det skyldes den modregning af egen opsparing, der finder sted i den nye efterlønsmodel.
Danica Pension har beregnet, at det ikke længere kan betale sig at indbetale til efterløn, hvis man har en pensionsopsparing på mellem 2,5 og 3 mio. kr., skriver Berlingske.
Og det har godt 262.000 lønmodtagere - og ikke kun de rigeste.
Det har du opnået, hvis du f.eks. har en årsindkomst på 300.000 kr. igennem et langt arbejdsliv og har indbetalt 12-14 procent i pension om året.
"Og det omfatter f.eks. også lærere og sygeplejersker," siger Jens Christian Nielsen, cheføkonom i Danica Pension til Berlingske.
Der er i øjeblikket 1,25 millioner lønmodtagere, der indbetaler til efterlønsordningen.
De nye regler betyder, at ens efterløn reduceres gradvist fra 1 mio. kr. i pensionsformue.