250 børn i Østeuropa får dansk børnecheck, selvom de ikke bor i Danmark, og deres forældre har arbejdet her i mindre end to år.
Det viser et svar fra skatteminister Morten Østergaard (R) til Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.
Det skriver dr.dk.
Således modtog 250 børn i Østeuropa dansk børnecheck i 2011 og 2012, mens det gjaldt for 210 børn i 2010.
I 2009 og 2008 var antallet henholdsvis 420 og 340 børn, skriver dr.dk.
Venstre: Det handler om principper
Venstres næstformand, Kristian Jensen, erkender over for dr.dk, at der ikke er tale om et stort antal, men han mener alligevel, at debatten er relevant.
"Man kan ikke sige, at det er et højt tal. Men Venstre har heller aldrig sagt, at det er et spørgsmål om, hvorvidt det er et økonomisk tungt spørgsmål," siger Kristian Jensen og fortsætter:
"Debatten handler om, hvad det er for nogle principper, der er om velfærdsydelserne. Børneydelsen er kun én ud af en række ydelser. Det er spørgsmålet om dagpenge, som regeringen selv har taget op, og der er spørgsmålet om SU," siger han til dr.dk.
I 2010 indførte den tidligere VK-regering et optjeningsprincip, der medførte, at EU-borgere skulle have haft bopæl eller arbejde i Danmark i mindst to år for at modtage fuld børneydelse. Den regel er nu suspenderet.