Den 25-årige nordirske chauffør Maurice Robinson er blevet tiltalt for 39 tilfælde af uagtsomt manddrab.
Det oplyser britisk politi lørdag.
Manden sad bag rattet i en lastbil, der blev stoppet onsdag i engelske Essex. I lastbilen befandt sig 39 personer, der var omkommet.
Maurice Robinson er desuden tiltalt for at ville smugle mennesker, for at hjælpe til med ulovlig immigration og for hvidvask, oplyser politiet.
Han vil mandag blive præsenteret for tiltalen i retten.
Maurice Robinson blev anholdt, kort efter at de 39 lig blev fundet.
Yderligere fire andre er indtil videre også blevet anholdt i sagen.
Det drejer sig om et par fra Warrington i det nordvestlige England - en 38-årig kvinde og en 38-årig mand. Kvinden menes at være ejeren af lastbilen.
En 48-årig mand fra Nordirland er også tilbageholdt i sagen.
Lørdag har politiet i Irland oplyst, at det har anholdt en mand først i 20'erne ved en havn i den irske hovedstad, Dublin.
Politiet i Essex meddelte torsdag, at de formodede, at ofrene er fra Kina.
Men siden da er der kommet en del henvendelser fra Vietnam.
Et vietnamesisk forældrepar har offentliggjort en række foruroligende beskeder, som deres 26-årige datter sendte til dem fra sin telefon.
- Undskyld, mor og far. Min rejse udenlands lykkedes ikke. Jeg elsker jer begge højt. Jeg kan ikke trække vejret, skrev den unge kvinde, Pham Thi Tra My, i en besked ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ved et pressemøde lørdag oplyste politiet i Essex, at man har fået en del henvendelser, der tyder på, at der er vietnamesere blandt de omkomne.
- Selv om vi ikke kan spekulere i ofrenes nationaliteter, så er det tydeligt, at vi får mange henvendelser fra det vietnamesiske samfund både i udlandet og herhjemme, sagde politichefen på et tv-transmitteret pressemøde ifølge BBC.
/ritzau/