Over 2000 politibetjente stormede onsdag morgen lokal tid et fængsel i Bolivia og dræbte seks indsatte i en aktion, der også efterlod flere end 20 mennesker såret.
Det oplyser bolivianske myndigheder.
Viceindenrigsminister Jose Luis Quiroga fortæller, at de dræbte i Palmasola-fængslet var indsatte, som "modsatte sig politiet".
Politiet oplyser, at seks politibetjente og 18 indsatte blev såret i operationen, som blev iværksat for at afsøge fængslet for våben og narkotika i kølvandet på et fangeoprør.
Omkring 2300 politibetjente stormede fængslet kort før daggry. Det sker kun en uge efter et oprør, der blev udløst af en ny lov, som forbyder børn under seks år at besøge fængslede familiemedlemmer.
Mange hustruer og børn lever frivilligt i Palmasola-fængslet sammen med deres fængslede mænd og fædre.
Kvinder og børn fik lov til at forlade fængslet, før razziaen gik i gang. Det oplyser viceindenrigsminister Jose Luis Quiroga.
Ifølge Bolivias nationale politichef, Alfonso Mendoza, hersker der "komplet lovløshed i Palmasola-fængslet". Og det er på trods af, at det egentlig i realiteten burde være politiet, som styrer, hvilke mennesker og hvilke varer der kommer ind i fængslet.
Boliviansk politi oplyser til avisen La Razon, at det har beslaglagt 85 knive, 9 skydevåben, 4 granater og 188 mobiltelefoner.
Viceindenrigsminister Jose Luis Quiroga fortæller, at nogle af de indsatte åbnede ild, da betjentene kom ind i fængslet. Tre betjente blev såret, og der blev åbnet ild den anden vej.
Formålet med operationen var at genvinde kontrollen over fængslet.
- Det var en succesfuld operation. Vi har taget kontrol, siger viceindenrigsministeren.
Palmasola ligger i det østlige Bolivia og anslås at huse 4000 indsatte. Det er kendt for at være et af de farligste og mest overfyldte fængsler i landet.
I 2013 efterlod et oprør i fængslet 15 døde.
Ifølge officielle tal fra december 2016 huser Bolivias fængsler flere end 15.000 indsatte, selv om de kun har kapacitet til 3730 indsatte.
/ritzau/AFP