Indtil videre er mindst 23 lig blevet bjærget fra det etiopiske fly, der tidligt mandag morgen styrtede i Middelhavet ud for Libanon.
Det libanesiske redningsmandskab er ellers kommet på en svær opgave. Vejret har siden søndag været ekstremt dårligt, og netop nu stormer og regner det kraftigt over Middelhavet ud for Libanon.
Flyet havde kurs mod den etiopiske hovedstad Addis Ababa, da det fem minutter efter, det var lettet, forsvandt fra radaren.
Den arabiske Tv-station Al Jazeera rapporterer om syv overlevende, men indtil videre har rygterne ikke kunnet bekræftes. De libanesiske myndigheder formoder i stedet, at alle 90 ombordværende er omkommet, skriver cnn.com.
Flyet fra Ethiopian Airlines er styrtet i havet 3,5 kilometer ud for kystbyen Naameh i Libanon.
Vidner siger, at de så en brændende ildkugle suse mod havet ud for kysten. Men den libanesiske præsident afviser indtil videre, at der skulle være tale om terror.
Premierminister Saad Hariri har lukket alle offentlige kontorer og udråbt i dag mandag til sørgedag til minde om ofrene for flystyrtet.