Hæren Operative Kommando, HOK, har netop offentliggjort identiteten på den danske soldat, som blev dræbt tidligere i dag i Afghanistans Helmand-provins.
Det drejer sig om 23-årige Samuel Enig, der efterlader sig en hustru.
En improviseret sprængladning kostede tidligere i dag konstabelen livet.
Samuel Enig startede i Forsvaret i foråret 2009, hvor han aftjente sin værnepligt hos Den Kongelige Livgarde i Høvelte.
Efter den obligatoriske grunduddannelse avancerede han til Vagtkompagniet, inden han ved udgangen af 2009 blev en del af Charlie-Kompagniet, som blev udsendt til Afghanistan i sommer.
Den faldne soldat, der havde fire søskende, omkom på en fodpatrulje seks kilometer fra Gereskh, hvor de danske soldater forsøger at skabe lov og orden.
Med Samuel Enig har 40 danske soldater betalt den højeste pris for indsatsen i Afghanistan.