En 23-årig mand er torsdag ved Københavns Byret blevet idømt to år og seks måneders fængsel for at have smittet tre mandlige eks-kærester med hiv-virus.
Udover fængselsstraf blev manden pålagt at betale 25.000 kroner i erstatning til to af de smittede.
Ifølge anklageren dyrkede manden ubeskyttet sex med de tre velvidende, at han selv havde hiv.
Ifølge patientforeningen Hiv-Danmark burde manden ikke blive straffet på trods af, at han undlod at oplyse sine eks-kærester om den livsfarlige sygdom.
»Hiv-Danmark mener, at alle er forpligtet til at beskytte sig og andre mod at blive smittet med hiv. Vi mener, at ansvaret er gensidigt og ligeligt, uanset om man kender sin hiv-status, er i tvivl eller ved, at man er smittet,« står der således i Hiv-Danmarks vedtægter om den såkaldte hiv-paragraf 252, stk. 2, i straffeloven.
Det er den første retssag herhjemme, hvor de forulempede rent faktisk er blevet smittet med hiv. Ifølge hiv-danmark betyder netop det, at eks-kæresterne faktisk er blevet smittet, at en bøde er på sin plads. Det er altså kun fængselsstraf og ikke bødestraf, som foreningen er modstander af. Den dømte har anket dommen til landsretten.
Det er ikke lykkedes DNY at få en kommentar fra Hiv-Danmark.