Den cirka 21-årige Mohammed Jawad er tilbage hos sin familie i Afghanistan efter syv års fangenskab i Guantanamo-lejren.
Familie, venner og landets præsident, Hamid Karzai, tog imod den unge mand, hvis alder der hersker lidt forvirring omkring.
Jawad blev i december 2002 anholdt i Kabul, sigtet for at have kastet en granat mod et køretøj i et angreb, der sårede to amerikanske soldater. Afghansk politi afleverede ham til de amerikanske myndigheder, der en måned senere sendte ham til Guantanamo-lejren, skriver nyhedsbureauet AP.
Familien påstod, at Jawad blot var 12 år på anholdelsestidspunktet, men ifølge Pentagon har en knoglescanning vist, at han var omkring 17 år.
Det er tvivlen om Jawads alder og manglende beviser mod ham, der gør, at han nu er blevet løsladt.
Talsmænd for det amerikanske justitsministerium oplyser, at sagen mod ham endnu ikke er lukket, men at det er usandsynligt, at der bliver rejst tiltale mod ham.
Det er på trods af, at Jawad tidligere har aflagt tilståelse. Ifølge den militære domstol faldt tilståelsen dog først efter, at afghanske myndigheder havde truet med at dræbe ham og hans familie.
Jawad menes at have været udsat for tortur under sit fangenskab på Guantanamo, blandt andet skulle han være blevet slået og forhindret i at sove.
Den unge mand er endnu ikke kommet med oplysninger, men er blot glad for at være tilbage i sit hjemland.
"Jeg kan slet ikke være i mit tøj mere. Jeg har været længe i fængsel, og nu er jeg glad for at være hjemme hos familien igen," siger han.
Der er stadig cirka 200 fanger i Guantanamo-lejren, som USA's præsident Barack Obama har besluttet skal lukkes i januar.