Det har været strengt forbudt at bruge asbest siden 1989, men der findes enorme mængder af det kræftfremkaldende materiale i huse og bygninger.
Det gælder i Danmark som i Sverige, hvor myndighederne sidste år fik sig en ubehagelig overraskelse, da de førte tilsyn med 134 arbejdsgivere med fokus på asbest.
I mere end halvdelen af tilfældene - 78 - slog myndighederne alarm over for de farlige fibre.
"Det er alvorligt, når så mange får påbud. Det drejer sig om forskellige typer af sikkerhedsbrist. I omkring ti tilfælde blev virksomheden pålagt at stoppe arbejdet," siger Anders Foss, arbejdsmiljøinspektør i Arbejdsmiljöverket.
Også et dansk problem
Det er ikke kun i broderlandet, der har problemer. Det forklarer projektleder ved Byggeriets Arbejdsmiljøbus, Anders Kabel.
"Vi støder til stadighed på situationer, hvor hverken arbejdsgiver eller arbejderne er opmærksomme på, at der er asbest i de materialer, de river ned, og hvor bygherren ikke foretager de nødvendige forundersøgelser for asbest," siger Anders Kabel.
LÆS OGSÅ: Kræftens Bekæmpelse bekymret over asbestfund
Det er et stort problem, fordi det betyder, at der ikke bliver truffet forholdsregler mod de asbestfibre, der ifølge Kræftens bekæmpelse koster 250 dansker livet om året.
Uvidenhed i vækst - unge skal oplyses
Den svenske udgave af Arbejdstilsynet fastslår, at bevidstheden om faren ved at indånde asbestfibre er for nedadgående.
Den falder i takt med, at ældre årgange af håndværkere, der husker 1980-skandalerne, når pensionsalderen. Derfor skal yngre håndværkere oplyses om faren, påpeger Arbejdsmiljøverket.
Herhjemme er Anders Kabel enig.
"Kendskabet og dermed også opmærksomheden omkring asbest er lige så stille ved at forsvinde sammen med de gamle bygningsarbejdere. Derfor ser vi et vigende kendskab og opmærksomhed på den problemstilling," siger han.
"Støvet drev i kvarteret"
Ifølge Anders Kabel er der sjældent problemer i de store og professionelle nedrivnings-virksomheder, der er omfattet af en kontrolordning.
"Problemet er, at meget nedrivning foretages af mindre virksomheder, der ikke har samme grad af professionalisme. Eller det laves af en bygherre, der synes, det bliver frygteligt dyrt, hvis de skal bruge et af de firmaer, der er omfattet af kontrolordninger og sådan noget," siger han.
Byggeriets Arbejdsmiljøbus er etableret af Dansk Byggeri og en række fagforeninger, der organiserer folk på byggearbejdspladser blandt andet 3F. Det er en mobil konsulenttjeneste.
Som et eksempel på, hvad de ser, fortæller Anders Kabel om en flok håndværkere oppe på et tag lavet af eternit eller skiffer fra den tid, hvor der var asbest i.
Med store hamre huggede de taget i små stykker, som de så smed ud over kanten, så støvet drev rundt i hele kvarteret.
"Det er en af de mere forfærdelige historier," siger Anders Kabel.