De Tamilske Tigre opgav i går deres oprørskamp i Sri Lanka. Dermed er mere end 25 års borgerkrig formentlig slut, og ud af den sidste kampzone er kommet titusindvis af civile, der blev holdt som gidsler i oprørerne og regeringshærens sidste kampe.
Derfor er det også et stort arbejde, der venter forude for hjælpeorganisationerne.
"Det, vi fokuserer på nu, er de humanitære konsekvenser af den her krig. Vi skal være klar med mad og tøj og tag over hovedet, men også hjælp til at komme videre. Det, der er brug for nu, er altså både nødhjælp og en kæmpe genopbygningsopgave," siger Lene Krogh, der er chef for Røde Kors i Sydasien, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Lene Krogh vurderer, at der indtil videre er omkring 200.000 mennesker i flygtningelejrene, og flere er formentlig på vej.
Selv om De Tamilske Tigre har overgivet sig, og borgerkrigen er slut, er det ifølge Lene Krogh vigtigt, at opmærksomheden ikke forsvinder fra det asiatiske land.
"Selv om konflikten er ved sin vejs ende, er der ikke tvivl om, at der er behov for at fokusere på Sri Lanka i meget lang tid fremover," siger hun.
Det anslås, at De Tamilske Tigres væbnede kamp har kostet omkring 70.000 mennesker livet i Sri Lanka.