Står du om få år og skal have fat i en håndværker, kan det blive svært.
I 2020 vil der være 20.000 færre danskere med en byggefaglig erhvervsuddannelse end i dag. Det skyldes, at antallet af uddannelsesaftaler med lærlinge er halveret.
Hvor der i 2006 blev indgået mere end 8.000 uddannelsesaftaler med tømrer- og murerlærlinge, blev der sidste år kun indgået lidt over 4.000 aftaler på byggeområdet. Det viser tal som Dansk Byggeri senere offentliggør i dag, skriver Politiken.
Og halveringen gør, at Dansk Byggeri nu står overfor en vanskelig situation.
"Det er en kæmpe udfordring, at situationen omkring praktikpladser er så afhængig af konjunkturerne i samfundet. Det er jo ikke overraskende, at virksomhederne er tøvende med at ansætte lærlinge, men omvendt kan vi se, at på lidt længere sigt vil der mangle håndværkere, så vi opfordrer vores medlemmer til at tage lærlinge," siger Louise Pihl, der er afdelingschef i Dansk Byggeri, til Politiken, og fortsætter.
"Vi er ramt af, at stadig flere vælger at tage en videregående uddannelse. Det er selvfølgelig godt for samfundet, men vi har fortsat en stor gruppe, som slet ikke får en uddannelse. Det betyder, at der kommer til at mangle nogen, som tager en faglært uddannelse," siger Louise Pihl.
Erhvervsskolerne har de senere år fået et dårligt image på grund af praktikken, hvor der er stor usikkerhed om de unge kan komme i skolepraktik inden for det fag, de ønsker. En problemstilling som landets erhvervsskoler er opmærksomme på.
"Vi skal lave en skolepraktik, som ligger tættere på den virkelighed, som er i virksomhederne. Det er ikke særligt motiverende at bygge en mur op for bare at rive den ned igen," siger direktør Jørn Ibsen fra Danske Erhvervsskoler, der repræsenterer 80 erhvervsskoler
I øjeblikket er der omkring 150.000 faglærte bygningsarbejdere - om ti år vil tallet være omkring 130.000.