20.000 danske internetbrugere blev i september blokeret på nettet af det børnepornofilter, som Rigspolitiet har lavet sammen med Red Barnet og TDC.
Det viser tal fra Rigspolitiets Nationale IT-efterforskningscenter, skriver Berlingske.
Vicepolitiinspektør Johnny Lundberg siger, at folk bliver stoppet af børnepornofilteret af forskellige grunde.
"Det kan være folk, der bevidst leder efter de her ting, det kan være folk, der surfer efter almindelig pornografi, og det kan være almindelige borgere, der surfer rundt på nettet," siger Johnny Lundberg.
Red Barnet kalder filtret for en succes.
"20.000 er 20.000 for mange, men det har en effekt i kampen mod børneporno, selv om det selvfølgelig ikke kan stå alene," siger psykolog i Red Barnet Kuno Sørensen.
Børnepornofilteret fungerer i praksis ved at et såkaldt pop-up med ordene "Stop. Du har forsøgt at få adgang til en hjemmeside, som ifølge politiet indeholder ulovlige børnepornografiske billeder," dukker op på skærmen, når en surfer er på vej ind på en side med børneporno.